Julie Fabricius Faustrup fortæller:

(Kirketjenervikar september 2019 - februar 2020)

 

 

Opstart:

 ”Kan du lave suppe, eller rettere sagt, grøntsagssuppe?”

Spørgsmålet kom fra menighedsrådets næstformand og kontaktperson, Bodil Sørensen til min jobsamtale hos Døves Kirke på en sensommerdag i 2019.  Jeg sad der foran hende og kordegn og daglig leder Heidi Nissen Moesby, iført mit stiveste puds og med sommerfugle i maven. Det var ikke et spørgsmål jeg lige havde forventet blive stillet til en jobsamtale om stillingen som kirketjenervikar…. Hvad skulle jeg svare?

Jeg er jo en vegetar, der gik meget op i miljøet og bæredygtighed. Desuden lever jeg for at spise frem for at spise for at leve; Ja, så meget elsker jeg mad og at lave mad. Så jeg svarede: ”Ja!........Men jeg ved ikke om I kan lide min mad?”

Allerede ved mit første personalemøde i september (2019), tog døvepræsten Lise Lotte punktet om grøn kirke op. Hun fortalte ved mødet at Døves kirke også gerne vil følge tiden og samfundet og være mere miljøbevidste. Meget hurtigt forstod jeg hvilken retning de vil hen med mig som kirketjenervikar, nemlig at gøre godt brug af mine eksisterende kompetencer og interesseområder. Det er jo et perfekt arbejde for en bæredygtigheds-nørd som mig!

Jeg begyndte kort efter at grave lidt mere i projektet bag Grøn kirke og Lise Lotte delte også en artikel om Bellahøj kirke, der netop er blevet en Grøn Kirke. For at blive en grøn kirke, skal man kunne sætte flueben på 25 af de i alt 48 punkter i en tjekliste udarbejdet af folkene bag Grøn Kirke-initiativet. 

Jeg kunne ved et hurtigt øjekast på den tilhørende tjekliste konstatere, at Døves Kirke faktisk er allerede godt på vej. Da vi er en lille kirke, er omlægningerne ret overskuelige og at opnåelse af titlen som Grøn Kirke ikke bliver så svær. Vi var optimistiske, men…

 

 

 

Guggas og mit besøg hos Bellahøj Kirke

01.10.2019: Kirketjener Steen Leithoff fra Bellahøj Kirke viste Gugga og Julie deres forskellige "grønne" tiltag i kirken.

Hvor skal vi starte? Vi ville gerne få mere inspiration til at komme i gang. Hvordan bliver man inspireret på den bedste vis? Jo, ved at besøge andre grønne kirker! Jeg og kirkeværgen Gugga Sønnichsen gik straks i gang med at kontakte andre kirker i nærheden. Der kom positivt svar fra Bellahøj kirke; Det var bare at komme forbi!

I begyndelsen af oktober aflagde vi kirken en visit. Vi blev mødt af en entusiastisk kirketjener, der elsker at finde på nye og spændende løsninger. Besøget var indbringende, både fordi vi får nye ideer med hjem, men også fordi det var interessant at se, at en større kirke som Bellahøj kirke har andre slags udfordringer end Døves Kirke. Deres personalestab er større, og der er flere afdelinger. Ergo der er flere mennesker, der skal sættes ind i de nye systemer og vaner. De fortalte også at de aktivt inddrog menigheden i deres grønne målsætning. De har opsat affaldssorteringsspande, så alle, som besøger kirken kan komme af med deres affald på et bæredygtigt vis. Deres konfirmander skulle skrive deres ønsker for fremtiden på en papir-redningskrans og sætte den op på et træ inde i kirken.

Andre kirkegængere har også mulighed for at komme af med deres briller, lys og andet elektronik til genanvendelse. Slutteligt har de et helt rum fyldt med loppemarkedsting, så folk kan genbruge frem for at købe nyt.

02.10.2019: Gugga og Julie havde et inspirationsmøde med kirketjener Søren Roed, fra Skt. Lucas Kirke på Frederiksberg, om Grøn kirke.

Vi kontaktede også vores nabokirke, Sankt Lucas kirke og deres kirketjener kom forbi par uger efter vores eget besøg hos Bellahøj Kirke.  Sammen snakkede vi om at holde erfamøder for kirketjenere i Frederiksberg sogn, så vi alle kan inspirere hinanden med de grønne initiativer og være med på noderne med den seneste udvikling indenfor bæredygtighed.

Gennemgang af tjeklister

Efter besøget kan vi konkludere, at lokal opbakning er altafgørende for at gøre kirken grønnere.

Da affaldssortering, energibesparelse samt fælles signalværdi er nogle af tingene, som kræver enighed. Både præsten, menighedsrådet og frivillige skal være med på (cykel)vognen, så jeg fremlagde tjeklisten for menighedsrådet i november. Vi gennemgik tjeklisten punkt for punkt og der var stor enighed om at skulle opfylde alle de punkter som er relevante for os, såsom affaldssortering, oplysende arbejde, valg af lyskilder, bevidst indkøb (genbrug frem for nyt, produkter med reduceret miljøbelastning osv.). Der findes nogle få irrelevante punkter, hvor det omhandler konfirmationsoplæring samt forvaltning af grønne arealer i kirken.

Cykeltur til Byoasen med juletræer

Jeg forsøgte også at hitte på alternative løsninger til vores affald, da vi i juleperioden har to tørre juletræer der skal udskiftes med to friske. Vi har også en halmballe til krybbespil som var ved at gå i opløsning. Vi havde det lidt skidt med bare at smide træerne og halmen ud til forbrændingen.

Pludselig kom jeg i tanker om en naturlegeplads med klappezoo som jeg besøgte sommeren forinden. Byoasen hed stedet, de har både geder, kaniner, gnavere og høns. De kunne helt sikkert få glæde af vores forlagte træer og halm!
Jeg kontaktede dem og fik et positivt svar, men jeg manglede noget at transportere tingene med. Heldigvis tilbød de mig at låne deres ladcykel og det så man mig oksende gennem Nørrebro med to kæmpe træer lige foran mig. Jeg udgjorde nok lidt af en trafikfare, men heldigvis var turen kun 2 kilometer.
Da jeg kom frem, kunne jeg se, at gederne godt kan lide at gnave fyrrenålene af, og så gumle videre på grenene. Halmen havde hønsene meget glæde af, da de giver varme i disse kolde tider.

20.12.2019: Julie cykler til "Byoasen".
20.12.2019: En glad ged der har fået kirkens juletræ at spise:)

Døves Kirke er nu grøn!

15.01.2020: Julie og Heidi modtager plakaten.

I midten af januar 2020 følte jeg at tiden var moden til at indsende en ansøgning med vores 25 opfyldte punkter til danske kirkers råd om at sætte Døves Kirke på listen over de grønne kirker. Straks efter fik vi svar og i samme sammenhæng blev vi budt velkommen til. Dette betyder at vi kunne begynde det nye år med at være en miljøbevidst kirke og det er en titel, vi agter at beholde og forsvare!

https://www.gronkirke.dk/doeves-kirke-er-ny-groen-kirke/

Fremtiden

Selvom jeg ikke arbejder i kirken længere, så vil jeg fortsætte med at sidde i arbejdsgruppen og løbende foretage opfølgning på forskellige områder. Så I vil se mere af mig og de forskellige miljøvenlige tiltag.

 

Julie Fabricius Faustrup, februar 2020.


Hvad Døves Kirke gør for at være en Grøn Kirke: